26 december 2008

Memory Overload

Jeg er ikke ligefrem kendt for min gode hukommelse - hvilket de huske-sms'er, veninderne sender, når vi har en aftale, nok er et ret godt hint om.

Ind imellem kan jeg huske, at jeg har glemt noget - men ikke nødvendigvis hvad! Når jeg skriver ting ned, kan jeg glemme at tage huskesedlen med - eller hvor jeg har lagt den! Jeg glemmer at sende fødselsdagskort, fordi jeg ikke kan huske, hvilken dag det er, eller fordi jeg har glemt at kigge i kalenderen. Jeg har endda engang glemt at møde op til en eksamen - og ja, det var pinligt!

Hvor kom jeg fra? Jo, jeg skulle hjem til mine forældre for at fejre jul. Jeg havde husket alle julegaverne (for en gangs skyld), men alligevel havde jeg en snigende fornemmelse af at havde glemt noget, da jeg tog afsted. Da jeg nåede frem, gik det op for mig, at den kjole, jeg skulle have på om aftenen, hang hjemme i entréen - 200 km væk! Det havde været knapt så slemt, hvis jeg havde haft andet end mine jeans at tage på, og min familie ikke havde tradition for at stadse sig op juleaften...

Nå ja, jeg overlevede da julen, selvom min mor blev ved med at sige, at jeg en dag glemmer mig selv. Jeg håber ikke, at hun mener Alzheimers, for så får hun jo nok ret. På den anden side ville jeg alligevel ikke kunne huske, at hun havde sagt det til mig, så det går vist lige op.

Måske skulle jeg have ønsket mig en udvidet hukommelse til jul? Det kunne da være meget praktisk med et par ekstra gigabyte til alt det, jeg ellers glemmer! Som nu hvor jeg er hjemme igen - og min weekendtaske stadig står hos mine forældre...

Glædelig jul!

27 november 2008

Sentimental Fool

Hvis ordsproget er sandt, så skal man høre sandheden fra børn og fulde folk. Men betyder det så også, at man skal lytte til sig selv, når man har fået for meget at drikke? Umiddelbart tror jeg ikke, at det er en god idé - eller også drikker jeg for lidt...

Jeg har tendens til at blive en del ting udover fuld, når jeg får noget at drikke: Flirtende, kærlig, løssluppen - i det hele taget bliver jeg meget METS! Men ind imellem bliver jeg også sentimental og savner noget, jeg ikke altid rigtig ved, hvad er.

Sidst jeg drak en Cosmopolitan for meget, endte jeg med at blive sentimental over mit første kys. Og over at blive kysset i det hele taget. Sådan et kys, hvor man bare kan mærke suset i hele kroppen. Hvor man glemmer tid og sted - og alt omkring sig. Så er jeg solgt!

Jeg bliver aldrig træt af at kysse, og så længe jeg er single, regner jeg ikke med, at jeg har kysset den sidste mand i mit liv. Så derfor må jeg have mindst et nyt, første kys i vente. Ny mand = Nyt første kys - det må da også tælle!

Jeg trænger til et helt fantastisk "riv virkeligheden væk under mig" kys... Måske skulle man overveje at begynde at sende fulde-sms'er - det kunne jo være, at man var heldig? Men det kræver selvfølgelig, at man gider kysse dem, man har nummeret på...

Skål!

16 november 2008

Partially Paranoid?

I følge mit seneste mandlige bekendtskab har jeg et "issue", når det kommer til at lære nye mennesker at kende over Internettet. Der skal nemlig lidt mere end et "Hej søde" til, før jeg udleverer mit telefonnummer til mennesker, jeg anser for at være vildt fremmede! Helt uacceptabel opførsel, fik jeg at vide. Men der vil jeg altså have lov til at trække grænsen...

Desværre har jeg flere gange oplevet, at det bliver taget som en personlig afvisning, at jeg ikke prompte udleverer mig selv. Hvilket det ikke er! Men når det ikke er en afvisning, hvad er det så? Grundlæggende vel et spørgsmål om tillid. Ikke at jeg er mistroisk per automatik, men lidt skeptisk har man vel lov til at være? For reelt set har man jo ikke en chance for at vide hvem, der sidder på den anden side af skærmen.


Okay, jeg er muligvis lidt krævende - og jeg har måske også en lille bitte smule medieparanoia... Men det er jo ikke fordi, jeg aldrig udleverer mit nummer til nogen. Jeg har bare brug for mere end et "Hej søde", før jeg gør det. Men så er det også fordi jeg er interesseret, og fordi jeg har vurderet, at jeg kan stole på vedkommende. At jeg så ind imellem har taget grueligt fejl er en helt anden sag...

Egentlig har jeg heller ikke lyst til at bruge tid på en mand, som mener, at mine grænser er uacceptable - uanset hvilke grænser, der er tale om. Der er nemlig også grænser for, hvad jeg finder mig i!

07 november 2008

Silent Treatment

Hvorfor siger du, at du vil se mig, når du ikke engang kan møde mit blik? Hvorfor svarer du ikke, når jeg spørger? Hvorfor tror du, at det er okay?

Jeg hører ikke løgnen i din mund, men jeg hører sandheden i det, du ikke siger. Jeg lytter til stilheden, den larmende tavshed. Jeg hører ikke et eneste ord. Kun blodet, som suser gennem min krop.

Hvorfor bliver du hængende? Så slip mig dog! Lad mig falde - én gang til. Den her gang ved jeg i det mindste, hvad jeg kan forvente. Og jeg vil hellere være alene med mig selv end ensom i dit selskab.

Bye Bye, Baby...

06 november 2008

Hook, Line & Sinker...

Om at bide på lokkemaden og blive trukket i land...

Jeg er vred. Ikke så vred som jeg har været, men nok til at jeg har grædt vrede, frustrerede tårer. Mest over mig selv – og lidt over en mand…

Jeg er vred på mig selv, fordi jeg ikke lyttede til den lille stemme, der forsigtigt spurgte, om det ikke var for godt til at være sandt. I stedet lod jeg mig rive med af noget, som har vist sig ikke at være andet end tomme ord og uærlige handlinger. Og jeg opdagede ikke, at jeg var faldet for det - og for ham - før det var for sent. Alt for sent at trække sig tilbage uden at være blevet såret – igen.

Så derfor er jeg vred på mig selv – men også på ham for at have lokket mig til at tro på ham. På de scenerier han malede for os, de ord han hviskede, de kys han gav. Egentlig har han ikke fortjent mine tårer, men ikke desto mindre er han skyld i dem.

Men det må være prisen for at sænke paraderne, at tage en chance, at være sårbar. Og måske skal det gøre en lille smule ondt før man kan komme videre. Små sår heler hurtigere end et knust hjerte. Trods alt…

23 oktober 2008

Game Over!

Jeg er træt af mænd, der lider af handlingslammelse og akut udmeldingsangst. Men det er åbenbart den type, der er reserveret til mig, for der ser ud til, at jeg er løbet ind i en til af slagsen...

Men hvorfor er det så svært at melde ud, at man alligevel ikke er interesseret? Det er jo fair nok at ændre mening, og personligt vil jeg hellere have et svar, jeg kan forholde mig til, end et, jeg har skullet gætte mig til. Men det er ikke første gang - og uden tvivl heller ikke sidste gang - at jeg ender som en brik i andres spil. Men det havde unægteligt være nemmere, hvis man havde kendt reglerne på forhånd...

Jeg kan ikke sige mig fri for selv at have spillet spil i forhold til det modsatte køn. Men hvis jeg når dertil, hvor jeg bliver forvirret over hvor spillet ender og alvoren begynder, så er det slut - Game Over! - for det er der ikke nogen af os, der er tjent med. Men hvis ens medspiller alligevel fortsætter til runde 2, hvilke regler spiller man så efter?

Jeg er forvirret på et højere plan, og min mande-radar trænger helt afgjort til et gennemgribende eftersyn. Måske skulle jeg bare give op og spille noget, hvor jeg rent faktisk har en chance for at vinde. Lotto, måske? Med mit held med mænd burde jeg være garanteret den helt store milliongevinst...

18 oktober 2008

Don't Waste My Time

Jeg har flirtet lidt over Messenger. Eller lidt er vist en underdrivelse, for den her fyr kan noget med ord, der gør mig fuldstændigt rundt på gulvet. Kommunikationen har ikke ligefrem været uskyldig hele vejen igennem, men til mit forsvar vil jeg sige, at det var ham, der startede! Men jeg har nu ikke tænkt mig at stoppe ham...

Selvfølgelig er der en kemieksamen, der - også - skal bestås IRL, før man ved, om man har spildt hinandens tid. Og som til enhver anden eksamen, er man nødt til at forberede sig på det værste og håbe det bedste - men uden at forvente for meget. Men hvad skal man egentlig forvente, når en mand siger "hvis du er ude efter sex, så behøver vi ingen eksamen"? Betyder det så nul sex? Eller at sex er en bonus?

Der er vel ikke andet for end, at jeg må finde ud af det. Helst så hurtigt som muligt, for jeg har egentligt ikke lyst til bare at være nogens tidsfordriv...

07 oktober 2008

Sleeping Single

Min sidste date endte i sengen. Hvilket egentlig ikke er det værste sted at ende – selvom det ikke lige var det, jeg havde forventet!

Jeg elsker at møde nye mennesker, men jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om at date. Det forklarer paradoksalt nok, hvorfor jeg er single – og dermed dømt til at date. Men tit ender det bare med at føles som et frygteligt anstrengende arrangement, for - let's face it - det handler jo aldrig bare om en kop kaffe…

Jeg har en idé om, at man kan undgå de værste skuffelser, hvis man kan finde en balance mellem at være interesseret og ikke forvente for meget. Men kan man overhovedet lade være med at have forventninger, når man først har fundet nogen, man synes er interessant - og som måske endda er interesseret? Jeg prøver, men det kan godt være svært.

Jeg er ret sikker på, at min føromtalte date havde en forventning om at ende i min seng. Og jeg var da heller ikke helt uinteresseret, hvis jeg skal være ærlig. Vores date endte som sagt også i sengen - i samme seng endda. Men selvom man ikke har de største forventninger, er det alligevel svært ikke at blive bare lidt skuffet, når ens date falder i søvn, inden man overhovedet når at tænke på sex... '

Det er typisk mit (u-)held med mænd. Jeg kunne lige så godt have sovet alene - som jeg plejer.

27 september 2008

Just Shoot Me!

Mænd gør kvinder dumme. Det skulle endda være videnskabeligt bevist. Jeg behøver nu ikke at se beviser for påstanden, for jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der er noget om sagen...

Personligt er der især én mand, der gør mig dum - så dum, at jeg ikke kan lade ham være, selvom jeg burde vide bedre! Jeg kan ligefrem høre, hvordan min IQ rasler ned, bare jeg ser hans navn. Jeg kan mærke noget, der suser gennem min krop og overtager kontrollen af al tankevirksomhed, når han siger noget. Og pludselig føler jeg mig reduceret til noget, jeg ikke bryder mig om at være: Dum!

Men selvom jeg ved, at jeg burde vide bedre, så sker den gang på gang, at min hjerne kortslutter og forråder mig. Hvilket får mig til at overveje, om ikke jeg er ramt af en eller anden form for midlertidig sindssyge... Det nemmeste ville selvfølgelig være at give METS skylden, men det ville ikke være fair. For denne gang er det faktisk mig, der gør dumme ting - og der er ingen, der stopper mig.

Jeg håber, at der findes en effektiv behandling mod min tilstand, for hver gang en mand gør mig dum, græmmes jeg og tænker:

22 september 2008

Playing with Fire

Der er altid nogen, der bliver brændt, når man leger med ilden. Spørgsmålet er vel nærmere, hvor svære forbrændinger, man får...

Jeg elsker at flirte, og jeg flirter både bevidst og ubevidst - og ikke nødvendigvis for at opnå noget. For mig er det først og fremmest en sjov og uforpligtende kommunikationsform. Selvfølgelig skal man lige overveje, hvordan det bliver opfattet af den, man flirter med, for det kan godt gå hen og blive en småpinlig affære, hvis man ikke har samme intentioner.

Og det er så her, det potentielt går galt, for jeg er muligvis kommet til at puste lidt til flammerne i et bål, jeg ikke selv har tændt. I hvert fald ikke med vilje...

Sagen er den, at min ex-kæreste flirter med mig. Min ex-kæreste, som har søgt efter og fundet mig på facebook. Min ex-kæreste, som jeg ikke har set i næsten 15 år. Min ex-kæreste, som jeg skred fra uden en forklaring efter 1½ års forhold. Forklaringen var, at jeg ikke kunne håndtere, at han elskede mig mere, end jeg elskede ham - og jeg kunne ikke sige det til ham. I stedet pakkede jeg mine ting og rejste uden et ord. Ikke noget jeg er specielt stolt af, men jeg var ung og naiv, og gjort er nu engang gjort. Alligevel flirter han med mig - hvilket han for en sikkerheds skyld har skåret ud i pap - og jeg kan ikke lade være med at flirte tilbage.

Om det bliver et problem, ved jeg ikke endnu, men jeg har en fornemmelse af, at jeg nok burde lade være. For jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt man slipper helt uskadt fra at lege med en gammel flamme…

20 september 2008

Lost & Found

Jeg er blevet fundet på facebook - og jeg var ikke engang klar over, at jeg var blevet væk...

Efterhånden har jeg gennem facebook fået kontakt med en hel del mennesker. Nogle af dem ser jeg tit; andre har jeg ikke set i årevis. Men fælles for dem alle er, at de betyder noget for mig. Barndomsveninden, der pludselig måtte flytte til den anden ende af landet. Den irriterende klassekammerat fra gymnasiet, som faktisk viste sig at være ganske fornuftig alligevel. Vennen, der droppede al kontakt til alle han kendte, fordi hans nye kæreste ikke brød sig om hans omgangskreds. Min familie. Mine veninder, naboer og kolleger. Listen er lang - og den er lige blevet endnu længere...

Min venneliste er nemlig blevet udvidet med en helt ny kategori: Ex-kæresterne! Hvilket jeg personligt godt kan undre mig lidt over. Hvorfor kontakte en ex-kæreste, man - af gode grunde vel at mærke - ikke har set i 5-10-15 år? Det finder jeg måske ud af nu, hvor jeg har tilføjet de første i rækken. Og skulle dukke flere op, som spørger pænt, så tilføjer jeg også dem, fordi de på et eller andet tidspunkt har betydet noget for mig. Men jeg har ikke tænkt mig at lede efter dem!

Jeg ved godt, at man ikke skal tage alle sine facebook-venner lige seriøst. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man vil reagere, hvis man bliver fundet af nogen, man helst ikke vil findes af? Jeg ved det heldigvis ikke, og jeg tror heller ikke, at jeg finder ud af det. For umiddelbart kan jeg ikke komme på nogen, jeg ikke vil findes af. Det kan være, at jeg tager fejl, men det må tiden jo vise...

19 september 2008

Dance with Me

Gotan Project - Santa Maria (del Buen Ayre)
- from the album La Revancha del Tango (2001)

15 september 2008

Meet the Mets

Faktisk interesserer jeg mig ikke specielt meget for sport. Men jeg kommer ikke udenom, at jeg deler navn med mindst 40 amerikanske sportsmænd, som tilsammen udgør The New York Mets.

The Mets blev oprindeligt brugt som forkortelse for The Metropolitan Club, en baseball club, som spillede i New York i perioden 1880-1887. Det professionelle baseball team, som i dag forbindes med navnet the Mets, blev grundlagt i 1962. Siden da har holdet vundet det presitigefyldte World Series to gange, første gang i 1969 og igen i 1986.

Personligt er jeg ikke specielt imponeret over deres resultater. Men det hænger muligvis sammen med, at mine relationer til baseball i store træk begrænser sig til filmen A League of Their Own. Den har jeg til gengæld set flere gange, end jeg tør indrømme - og det var ikke for sportens skyld...

Mine navnebrødre er uden tvivl både rigere og mere berømte, end jeg er - eller nogensinde bliver. Men for min skyld kan de beholde deres "Riches & Fame" - jeg er egentlig ganske godt tilfreds med bare at være METS...

06 september 2008

Naughty by Nature...

My alter ego, my inner devil, my dirty girl... MyEvilTwinSister - or METS for short!

Når min indre djævel får lov til at komme ud at lege er det sjældent kedeligt - tværtimod faktisk! Hun danser på bordene, flirter med alle mændene og gør i det hele taget ting, pæne piger ikke gør. Og hun slipper afsted med det, fordi jeg giver hende lov...

Jeg er nemlig holdt op med at bekymre mig om, hvad pæne piger ikke gør. Det er for anstrengende i længden, og hvis nogen har et problem med det, så er det præcis det, det er: Deres problem! Mit liv er nemlig for kort til at skulle leve op til andres forventninger. Jeg vil meget hellere leve op til mig selv!

Hvorfor skulle jeg ikke også gøre det? Jeg vil da nødigt gå glip af mit liv, fordi jeg lyttede til andre i stedet for mig selv. Nå jo, jeg lytter selvfølgelig også til min indre djævel, når hun har noget at sige. Det har METS heldigvis tit - og jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal sige sin uforbeholdne mening!

Underfundigt egentlig; at være sin egen onde tvilling...

01 september 2008

Make a Donation

I dag har jeg været med til at redde liv - jeg har doneret blod!

Det koster mig mellem 1½ og 2 liter blod om året at være bloddonor. Til gengæld får jeg en sodavand, et stykke chokolade og et "Tak for hjælpen" fra Blodbankens personale. Mere behøver jeg heller ikke.

Danmark har omkring 230.000 bloddonorer, som tilsammen donerer mere end 170.000 liter blod om året. Umiddelbart lyder det måske af meget, men der er brug for hver eneste dråbe - og mere til... Faktisk mangler der hvert år cirka 30.000 nye donorer for at fylde blodbankerne med liv.

Er du er sund og rask, mellem 18 og 60 år og vejer du mere end 50 kilo, kan du melde dig som bloddonor på bloddonor.dk - og hver dråbe tæller!

25 august 2008

In Memoriam

Madonna - This Used to be My Playground
- from the album Something to Remember (1995)

24 august 2008

Run for your... Dinner?

Normalt ville jeg ikke engang løbe efter bussen, så at løbe efter maden forekommer mig fuldstændigt absurd. Men der skal jo eftersigende være en første gang for alting...

Så hvad gør man, når der ikke er flere interessante single mænd tilbage i omgangskredsen, når man ikke vil date sin kollega, og netdating bare føles som en uendelig lang ørkenvandring i kviksand?

Man prøver noget nyt!


Running Dinner har lige fejret sin 5 års fødselsdag, og i løbet af de fem år har tusindvis af singler været på "middagsparløb”. For nogle har det været den sidste aften som single, for andre har det været en sjov tur i byen. Uanset hvilken kategori man ender med at tilhøre, har man haft mulighed for at møde nye og spændende mennesker, som man måske ellers aldrig havde mødt.
 
Deltagerne i Running Dinner bliver sammensat i par, som i løbet af aftenen spiser en 3 retters middag sammen med i alt 9 andre par. Tricket er, at man skifter hele selskabet - undtagen sin egen date - ud mellem retterne! Aftenen afsluttes med en fest for alle deltagerne - så hvis man ikke lige fik scoret ham den lækre under forretten, så har man en chance til.

På trods af - eller måske lige så meget på grund af - kombinationen af charmerende mandligt selskab og tre flasker rødvin endte jeg med at høre til dem, der havde en rigtig sjov aften i byen. Jeg har en lille mistanke om, at min date gerne ville have haft mig over i den anden kategori, men den slags skal man jo alligevel være enige om...

Alt i alt har jeg genovervejet min opfattelse af fysisk aktivitet - det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet efter maden!

19 august 2008

There are no Good Girls…

Den amerikanske skuespillerinde Mae West (1893-1980) var forud for sin tid, da hun i 1926 skrev og opførte stykket Sex på Broadway. Det kostede hende 10 dage bag tremmer, da retten fandt hende skyldig i tiltaler for "Obscenity" og "Corrupting the Morals of the Youth".

Det ændrede ikke meget. Mae West talte fortsat åbent om sex – hvilket hun anså for en basal menneskeret - og omgav sig offentligt med åbenlyst homoseksuelle mænd. Hun var en succesfuld manuskriptforfatter, og Hollywood elskede hende. Men hele hendes ligefremme personlighed og kontroversielle adfærd var en torn i øjet på datidens moralister.

I 1934 underlagde Hollywood sig selv the Production Code efter flere skandaler i filmmiljøet, og det var intet mindre end direkte censur af potentielt moralsk anstødeligt materiale. Mae Wests tredie film, I'm No Angel ramte biograflærredet kort inden the Production Code trådte i kraft, og undgik dermed den censur, som senere skulle ramme hendes film hårdt. Filmen havde undertitlen "A story about a gal who lost her reputation - and never missed it!" og pillede ved forestillingen om den "pæne" pige - noget West bestemt ikke lagde skjul på, at hun ikke var. Eller som hun selv udtrykte det:

There are no good girls – just bad girls found out!

16 august 2008

Heavy Rotation

Garbage - Cherry Lips (Go Baby Go!)
- from the album Beautiful Garbage (2001)

15 august 2008

And so the Blogging begins...

Egentlig er det ikke METS, der er undercover - men mig, der er undercover som METS. Og dette er vores hemmelige mødested – under rosen, sub rosa



un·der·cov·er /ŭn'dər-kŭv'ər/ [uhn-der-kuhv-er, uhn-der-kuhv-] adjective
Performing or occurring in secret; existing or operating in a way so as to ensure complete concealment and confidentiality.
[Origin: 1854, sheltered, from under + cover. Sense of “operation secretly” attested from 1920.]

sub ro·sa /sʌb 'roʊzə / [suhb roh-zuh] adverb
In secret; privately or confidentially.
[Origin: 1920–25; From Latin sub rosā, under + rose, under the rose. From the ancient use of the rose at meetings as a symbol of the sworn confidence of the participants.]
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...