Sentimental Fool

Hvis ordsproget er sandt, så skal man høre sandheden fra børn og fulde folk. Men betyder det så også, at man skal lytte til sig selv, når man har fået for meget at drikke? Umiddelbart tror jeg ikke, at det er en god idé - eller også drikker jeg for lidt...

Jeg har tendens til at blive en del ting udover fuld, når jeg får noget at drikke: Flirtende, kærlig, løssluppen - i det hele taget bliver jeg meget METS! Men ind imellem bliver jeg også sentimental og savner noget, jeg ikke altid rigtig ved, hvad er.

Sidst jeg drak en Cosmopolitan for meget, endte jeg med at blive sentimental over mit første kys. Og over at blive kysset i det hele taget. Sådan et kys, hvor man bare kan mærke suset i hele kroppen. Hvor man glemmer tid og sted - og alt omkring sig. Så er jeg solgt!

Jeg bliver aldrig træt af at kysse, og så længe jeg er single, regner jeg ikke med, at jeg har kysset den sidste mand i mit liv. Så derfor må jeg have mindst et nyt, første kys i vente. Ny mand = Nyt første kys - det må da også tælle!

Jeg trænger til et helt fantastisk "riv virkeligheden væk under mig" kys... Måske skulle man overveje at begynde at sende fulde-sms'er - det kunne jo være, at man var heldig? Men det kræver selvfølgelig, at man gider kysse dem, man har nummeret på...

Skål!

Partially Paranoid?

I følge mit seneste mandlige bekendtskab har jeg et "issue", når det kommer til at lære nye mennesker at kende over Internettet. Der skal nemlig lidt mere end et "Hej søde" til, før jeg udleverer mit telefonnummer til mennesker, jeg anser for at være vildt fremmede! Helt uacceptabel opførsel, fik jeg at vide. Men der vil jeg altså have lov til at trække grænsen...

Desværre har jeg flere gange oplevet, at det bliver taget som en personlig afvisning, at jeg ikke prompte udleverer mig selv. Hvilket det ikke er! Men når det ikke er en afvisning, hvad er det så? Grundlæggende vel et spørgsmål om tillid. Ikke at jeg er mistroisk per automatik, men lidt skeptisk har man vel lov til at være? For reelt set har man jo ikke en chance for at vide hvem, der sidder på den anden side af skærmen.


Okay, jeg er muligvis lidt krævende - og jeg har måske også en lille bitte smule medieparanoia... Men det er jo ikke fordi, jeg aldrig udleverer mit nummer til nogen. Jeg har bare brug for mere end et "Hej søde", før jeg gør det. Men så er det også fordi jeg er interesseret, og fordi jeg har vurderet, at jeg kan stole på vedkommende. At jeg så ind imellem har taget grueligt fejl er en helt anden sag...

Egentlig har jeg heller ikke lyst til at bruge tid på en mand, som mener, at mine grænser er uacceptable - uanset hvilke grænser, der er tale om. Der er nemlig også grænser for, hvad jeg finder mig i!

Silent Treatment

Hvorfor siger du, at du vil se mig, når du ikke engang kan møde mit blik? Hvorfor svarer du ikke, når jeg spørger? Hvorfor tror du, at det er okay?

Jeg hører ikke løgnen i din mund, men jeg hører sandheden i det, du ikke siger. Jeg lytter til stilheden, den larmende tavshed. Jeg hører ikke et eneste ord. Kun blodet, som suser gennem min krop.

Hvorfor bliver du hængende? Så slip mig dog! Lad mig falde - én gang til. Den her gang ved jeg i det mindste, hvad jeg kan forvente. Og jeg vil hellere være alene med mig selv end ensom i dit selskab.

Bye Bye, Baby...

Hook, Line & Sinker...

Om at bide på lokkemaden og blive trukket i land...

Jeg er vred. Ikke så vred som jeg har været, men nok til at jeg har grædt vrede, frustrerede tårer. Mest over mig selv – og lidt over en mand…

Jeg er vred på mig selv, fordi jeg ikke lyttede til den lille stemme, der forsigtigt spurgte, om det ikke var for godt til at være sandt. I stedet lod jeg mig rive med af noget, som har vist sig ikke at være andet end tomme ord og uærlige handlinger. Og jeg opdagede ikke, at jeg var faldet for det - og for ham - før det var for sent. Alt for sent at trække sig tilbage uden at være blevet såret – igen.

Så derfor er jeg vred på mig selv – men også på ham for at have lokket mig til at tro på ham. På de scenerier han malede for os, de ord han hviskede, de kys han gav. Egentlig har han ikke fortjent mine tårer, men ikke desto mindre er han skyld i dem.

Men det må være prisen for at sænke paraderne, at tage en chance, at være sårbar. Og måske skal det gøre en lille smule ondt før man kan komme videre. Små sår heler hurtigere end et knust hjerte. Trods alt…