Unfamiliar Grounds

Jeg har altid været hende den irriterende tøs, der absolut lige skulle lege med grænsen. Og egentlig ikke bare lege med den, men lige hen og træde på den et par gange - og måske også sætte et aftryk på den anden side, bare for at være sikker på at jeg havde været der.

Det er nemt nok, så længe man ved, hvor grænsen går - ellers er det et minefelt. Og det har jeg åbenbart kastet mig ud i uden helt at vide det. Pludselig står jeg på gyngende grund, usikker på hvor hen og hvor langt jeg kan gå uden at træde over den grænse, jeg endnu ikke ved, hvor er.

Hvor skal man egentlig gå hen, når man ikke engang er sikker på, at man kan bunde, der hvor man er???

Finders, Keepers

Jeg har fundet en kæreste. Eller fundet er måske så meget sagt, for jeg ledte faktisk ikke efter ham!

Det siger sig selv, at jo flere krav man har til en kommende kæreste, desto sværere bliver det at finde en, som kan opfylde alle punkter på ønskesedlen. I erkendelse endte jeg som single med "kun" at have 5 absolutte minimumskrav, som ikke burde være umulige at opfylde.

Men selvom man har en fornuftig forestilling om, hvad man søger, er det ikke ensbetydende med, at man vil have det, man finder. Eller at man finder det, man egentlig har brug for. Og ironisk nok er der kun et eneste punkt på min liste, som kæresten lever op til: Han er mand.

Men jeg har nu tænkt mig at beholde ham alligevel!