Heavy Rotation #4

Rune RK feat. Clara Sofie - Når tiden Går Baglæns (2010)

Disconnected

Jeg har altid stået på egne ben og været vant til at klare mig selv. Det har passet mig fint at være uafhængig af andre mennesker, for så har jeg kunnet gøre præcis, som jeg havde lyst uden at tage hensyn til andre. Det varede lige indtil jeg opdagede, at jeg var i et seriøst forhold - som jeg havde lyst til at fortsætte i! Det sidste er selvfølgelig af afgørende betydning...

Så er der dage som i dag, som jeg godt kan undvære. Ufrivillig kæreste-fridag. Ovenikøbet på en dag, hvor jeg egentlig bare har lyst til at ligge i ske på sofaen og mærke hans varme åndedræt mod min nakke. Og det er der ikke udsigt til foreløbigt.

Forventningens gensynsglæde virker en smule overvurderet lige nu.

Happy Monday

Hver dag burde være kærestedag!

Her sidder jeg så, helt u-single og alene, og savner kæresten - ikke fordi det er den 14. februar, men bare fordi han ikke er her.

Jeg har aldrig fejret Valentine's. Aldrig. En åbenlys årsag er selvfølgelig, at jeg sjældent har haft nogen at fejre dagen sammen med. Og selv hvis jeg havde, så er jeg ikke er meget for den kommercielle version af kærligheden. Jeg tror ikke på lyserød candyfloss og fyldte chokolader, og jeg behøver ikke et dusin langstilkede roser, som bevis for, at min kæreste elsker mig.

Selvfølgelig er jeg ikke mere hellig, end at jeg aldrig ville sige nej tak til blomster og chokolade. Men jeg vil hellere have dem på enhver anden dag, og fordi kæresten har lyst til at give mig dem - ikke kun fordi andre skal tjene penge på en officiel kærestedag.

Happy Valentine's Day - trods alt!

Cry Baby

Kan man være lykkelig, når man tuder over opvasken?

Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål - især hvis opvasken ikke er uoverkommelig stor. Og når det nu ikke er de beskidte tallerkener, man står og tuder over, så må der jo være noget andet galt...

Men selv hvis jeg trækker den kronisk dårlige samvittighed fra og dividerer med det manglende overskud af energi, så ender jeg stadig op med at være noget så frygteligt trist over alt og ingenting - og det ligner mig bare ikke. Slet ikke!

Jeg har mest af alt lyst til at gå i hi, indtil jeg har tudet færdig, men det går jo ikke melde sig ud af samfundet, når man har et liv at passe ved siden af. Men hold da op, hvor kunne jeg godt bruge en pauseknap lige nu. Bare lige indtil jeg kan kende mig selv igen.

For faktisk er jeg hverken ulykkelig eller utilfreds med mit liv. Jeg kan bare slet ikke overskue at være PMS mere - det er sgu lige til at tude over!