28 april 2011

Cheers Then

Og så på en hverdagsaften...

Jeg er rødvins-liderlig. Sådan rigtig 3-4 glas rødvins-liderlig. Og kæresten er overhovedet ikke indenfor rækkevidde. Suk.

Jeg har ikke fået nok til at få tømmermænd af det - hverken den ene eller anden slags. Men jeg må tilstå, at jeg altså har spejdet ud i lokalet og overvejet, hvilke (i flertal!) af de tilstedeværende mænd, jeg ville have overvejet at slæbe med i seng, hvis jeg ellers havde været single. Og så er det, at jeg godt ved, at det er over min sengetid.

Inden jeg går i alene seng, vil jeg sende en besked til min kæreste, og fortælle ham, hvor meget jeg savner ham. Forhåbentlig uden for mange afslørende stavefejl...

Skål.

26 april 2011

Something Special

Jeg fik en besked fra en ex-kæreste forleden dag. Han ville bare lige høre, hvordan jeg havde det. Øh, hvad??

Det er flere år siden, jeg sidst har set ham - og endnu længere siden, vi var kærester. Faktisk troede jeg, at jeg havde slettet hans nummer, for hvad skulle jeg dog bruge det til? Men der stod hans navn så og lyste i display'et.

Efter seriøse overvejelser om, bare at lade ham hænge i den anden ende, svarede jeg på beskeden. Ganske kort og uden at opfordre til mere. For selvom det er længe siden, man har elsket hinanden, så er jeg opdraget til at opføre mig ordentligt.

Han må have været i det nostalgiske hjørne, for trods mine høfligt afvisende ord om, at jeg havde det godt, måtte han bare lige fortælle, at for ham vil jeg altid være noget helt specielt - på den gode måde, altså!

Jo tak, det tager jeg da bestemt også som et kompliment - hvem gider være noget helt normalt?

18 april 2011

So in Love

Jeg mærker, at han lægger sin arm omkring mig. Han trækker mig ind mod sin nøgne krop. Holder mig så tæt, at det føles som om vi smelter sammen. Og han slipper mig ikke.

Jeg svæver på søvnens rand - bevidst og så alligevel ikke helt. Jeg mærker hans varme ånde mod min hals, hvor han kysser mig blidt. Hans læber brænder mod min hud. Og jeg brænder efter ham.

Jeg falder i søvn med ham i alle mine sanser, og hans stemme i mit øre, som hviskende fortæller mig, at han elsker mig.

Jeg er stadig head over heels - og helt og holdent hans.

04 april 2011

Bring your Own

Jeg er lige blevet inviteret til bryllup. Min bedste veninde skal giftes med sin nye kæreste, og hurra for det.

Det lød nok lidt sarkastisk, og det var egentlig ikke helt meningen - og så alligevel... Men det er måske bare fordi, jeg ikke helt kan sætte mig ind i situationen.

Nu er jeg hverken ægteskabsmodstander eller rødstrømpe. Jeg forstår udmærket godt, at man vil giftes med den, man elsker. Det ville jeg da også selv sige ja til, hvis kæresten skulle finde på at spørge om den slags. Det jeg ikke helt forstår er, at man kan have så travlt med at binde sig, at man knapt nok har lært hinanden at kende, før man siger ja til at leve sammen til døden tager livet af ægteskabet. Men det er åbenbart bare mig, der har det bedst med at vide, hvad det er jeg siger ja til - og til hvem...

Nå, men i det mindste bliver jeg ikke hende super-singlen, som er farlig for optagede mænd og deres ægteskaber. Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe min egen mand med. Så jeg må hellere øve mig i at stirre vredt på single-kvinder, for det har jeg hørt, at man skal i den slags situationer...

Single til bryllup

01 april 2011

In too Deep

Jeg tager en dyb indånding. Hans duft hænger svagt i sengetøjet og på min nøgne hud. Jeg kan stadig mærke ham, selvom han er gået. En intens påmindelse om nattens eventyr.

Min krop higer efter hans. Efter ham. Alle fibre i min krop skriger på mere, mere, mere. Og det får jeg. Så meget mere, at jeg ikke orker sige stop. Jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg vil lade mig rive med, lade mig beruse af ham og i ham.

Men ikke nu. Jeg må vente.

Utålmodigt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...