Next Level

Jeg er ikke så skide god til at finde ud af, hvad jeg har behov for i mit kærlighedsliv. Det hænger nok sammen med at jeg ikke er så velbevandret udi det der med faste forhold. Faktisk kan jeg ikke engang huske, hvornår jeg sidst har haft noget, jeg vil kalde et fast forhold. Altså før jeg mødte manden i mit liv.

Jeg har haft uskyldige kærester, løse forhold, flere flirts og en enkelt affære. Men ingen af dem har jeg haft lyst til at bruge resten af mit liv på - eller bare mere end det forbigående øjeblik. Og egentlig havde jeg det fint med at være single - altså lige indtil der kom en helt særlig mand forbi og lavede om på den indstilling.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Tja [indsæt mindre tænkepause]... Jeg vil videre - og jeg må videre!

Jeg skal videre med og i mit forhold. Men jeg ved også, at det bliver mig - og ikke ham - der skal tage det næste skridt i den rigtige retning. Det har han gjort mig klart, og han har ventet på mig et stykke tid allerede. Så hvad venter jeg på? Jeg ved jo godt, at alternativet ikke er noget alternativ. Jeg vil ikke leve uden ham - i hvert fald ikke mere end jeg er tvunget til.

Ind imellem kan jeg gribe mig selv i at synes, at det er utroligt, at han ikke er blevet træt af mig endnu. Ikke at jeg håber, at han bliver det. Nogensinde. Men det er vist på tide, at jeg tager mig sammen. Seriøst sammen! Der er vel ikke nogen grund til at udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt.

Forbandede 2%!

Half Double Life

Det føles som om jeg lever to liv - et liv med manden, jeg elsker og et uden ham. To halve liv, som ikke helt bliver til 1.

Forklaringen er, at jeg lige for tiden lever adskilt fra manden, jeg elsker - og det er ganske ufrivilligt! Men sådan er det desværre, når man ikke kan kontrollere de ydre omstændigheder. Ikke noget, der ligefrem gavner mit lille kontrol-freak gen. Eller den personlige økonomi for den sags skyld. Pengene er egentlig det mest ligegyldige i den her sammenhæng. Dem ville jeg såmænd gerne betale, hvis jeg kunne få mere kæreste-tid til gengæld. Men sådan fungerer det vist ikke rigtig...

Så jeg kommer nok til at sidde med følelsen af at leve to halve liv lidt endnu. Eller et helt dobbeltliv, måske?

Det kan egentlig også være ligegyldigt, hvad man kalder det. Bare det snart går over!

Heavy Rotation #5

Christine Milton - Superstar (2004)

Uh, jeg ved godt, at den har nogle år på bagen, men den kan godt tåle at blive spillet irriterende højt og flere gange alligevel!!!

Road to Somewhere

Jeg er løbet ind i en mindre identitetskrise. Og nej, det kan under ingen omstændigheder være en midtvejskrise, for det er jeg altså ikke gammel nok til!

Men jeg går og tumler med nogle tanker omkring mit forhold, eller rettere om hvem jeg er i mit forhold. For nogle gange kan jeg godt blive i tvivl. Og andre gange bliver jeg bange for at miste mig selv. Jeg har på ingen måde fået kolde fødder, og det er heller ikke fordi, jeg er usikker på mine følelser. Ind imellem ved jeg bare ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på.

Jeg ved, at jeg ikke længere er den, jeg engang troede, jeg var. Og det er sådan set også helt okay - for hold da op, hvor var det kedeligt at være den pæne pige hele tiden. Det fik mit alter ego så også sat en effektiv stopper for!

Der er vel ikke noget overraskende i, at man udvikler sig med alderen - eller med de erfaringer, man gør sig gennem livet. Det kan bare være lidt overvældende at finde ud af, at man ikke befinder sig der, hvor man troede, man skulle hen. Og hvordan er det nu, man siger? Hvis man alligevel ikke ved, hvor man er på vej hen, så kan man heller ikke fare vild...

Altså må jeg være på rette vej!

Dear Diary

Da jeg var yngre, skrev jeg dagbog. Dagbøger. Fyldt med naive, uskyldige hemmeligheder og hjertekvaler. Jeg ved ikke, om jeg synes, at livet var mere eller mindre kompliceret dengang. Måske ser det bare anderledes ud nu, fordi man ser det i et andet perspektiv.

I dag skriver jeg her. Undercover. Min blog er fuld af små og store hemmeligheder. Her står ting, som jeg aldrig ville fortælle en levende sjæl - og nogle jeg knapt nok vil indrømme overfor mig selv. Vel vidende, at hvem som helst kan læse med. Når som helst.

Måske er det netop derfor, jeg skriver. Fordi det er nemmere at blotte sin sjæl for tusinder af fremmede, end at risikere at dømmes af dem, der står ens hjerte nærmest.

Time Out

Tiden flyver alt for hurtigt afsted - og der er alt for lidt af den!

Lige nu har jeg følelsen af, at jeg ikke har tid nok til at være mig selv. Eller overskud til at være den kæreste, jeg har lyst til at være. Og det føles ikke specielt rart. Faktisk føles det, som om mit liv er sat på pause, mens verdenen derude farer forbi på fast forward. Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg vil af eller på.

Det er nu ikke fordi jeg tror, at jeg går glip af noget vigtigt, mens jeg har for travlt til mit eget liv. Det håber jeg i hvert fald ikke. På den anden side - hvis jeg ikke har opdaget det, så har det nok heller ikke været så vigtigt... Eller hvad?

Gid jeg kunne sætte verden på pause. Bare lige indtil jeg kan følge med i mit eget liv igen.

Control Freak

Jeg er lidt af en kontrolfreak på nogle punkter. Okay, måske lidt mere end lidt. Og måske også på lidt flere punkter, end jeg vil indrømme. Til gengæld kan ting, der ikke har min interesse, få lov til at passe sig selv - eller allerhelst: Blive passet af andre!

Men det var mit lille kontrol-gen, det skulle handle om. Og det er som sagt ikke så lille endda.

Jeg må nok modvilligt erkende, at jeg har meget svært ved at slippe kontrollen. Meget! Selvfølgelig er der visse ting, som ikke kan kontrolleres - liv og død og den slags. Det er jeg helt klar over, og det kan jeg også sagtens acceptere, men derfor behøver jeg jo ikke bryde mig om det!

Når det så er sagt, så handler det egentlig om sex og parforhold. Ikke på den måde forstået, at jeg har trang til at kontrollere min kæreste - for det har jeg på ingen måde behov for. Men jeg har svært ved ikke at forsøge at kontrollere mig selv i forhold til ham. Jeg kan mærke, at jeg ikke tør give mig selv 100%, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvorfor. For jeg har faktisk lyst til det!

Og der var de så igen - de der sidste 2%, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvor sidder! En dag finder jeg dem nok. Spørgsmålet er nok bare, hvor længe man skal lede...