First Challenge

Han fører mig frem mellem de festglade mennesker. Trækker stolen ud for mig, så jeg kan sætte mig ned. Kysser mig på halsen, inden han sætter sig overfor mig.

Jeg kan mærke mit hjerte hamre under den tynde sommerkjole. Jeg er nervøs. Grænsende til skrækslagen.

Hans blik fastholder mit, men ud af øjenkrogen skimter jeg alligevel stjålne, nysgerrige blikke. Jeg lukker øjnene et øjeblik og prøver at slappe af. Nipper til den kølige hvidvin, som tjeneren lidt forlegent har serveret for os.

Aftenen bliver køligere og stemningen omkring os stiger. Så smiler han sit skæve smil til mig og gør tegn til, at vi skal gå. Jeg kan se, hans øjne lyse af stolthed og begær. Og inden han trækker stolen ud for mig, kysser han mig igen på halsen - lige over halsbåndet.

Ask

Jeg er ikke altid lige god til at gøre, som jeg bliver bedt om. Men jeg øver mig i at blive bedre.

Jeg tror, det er en gammel indgroet vane fra singlelivet. Fra før han kom ind i mit liv. Dengang det altid var mig selv, der bestemte. Alt! Og der var ingen at tage hensyn til. Ingen, som krævede noget af mig. Og hvis der endelig var, så kunne de bare skride, hvis de ikke brød sig om, at jeg gjorde nøjagtig, som jeg selv ville - uanset hvad de mente. Så det gjorde de. Og et eller andet sted var jeg lidt ligeglad, fordi de ikke betød noget særligt for mig.

Men det har ændret sig nu. Jeg er ikke længere ligeglad. For han betyder alt for meget mig. Så meget, at jeg er villig til at gå på kompromis. Ikke med alt, og ikke med mig selv. Men med det, der er nødvendigt - for os.

Det er et valg, jeg har truffet. Et tilvalg, og ikke et fravalg. For jeg har valgt os fremfor mig.

Og jeg vælger at gøre, som han beder mig om. Også selv om det ikke altid er lige nemt...

Sleep Tight

Gennem søvnens tågebanker mærker jeg hans hånd på mit lår, mit bryst, min krop. 

Han lader den ligge der, hvilende.

Som om han vil sikre sig, at jeg er der. Tilgængelig - selv når han sover.

Jeg falder tilbage i søvnens dybe favntag, mens jeg hviler i hans hånd.

Incomplete

Det er en mærkelig følelse. Det er som om, der mangler noget. Fordi han ikke er her. Fordi jeg er alene uden ham.

Det er ikke sådan, at min verden går i stå, når vi ikke er sammen. Jeg kan sagtens underholde mig selv. Men det er ikke lige så sjovt eller hyggeligt. Og det er ikke en fælles oplevelse. Kun noget jeg kan fortælle ham om. Og det er altså ikke det samme.

Jeg savner ham. På en knugende, intens måde. Jeg kan ikke forklare det bedre. Og følelsen bliver værre og værre for hver dag, vi er adskilt. Og endnu værre næste gang...

Når han kommer hjem, vil jeg kravle ind i hans favn og indånde hans duft. Svælge i hans nærvær. Og føle hjertet slå let og frit igen.

V-Day

I kærlighedens navn?

Jeg ville egentlig have skrevet noget sarkastisk om Valentins dag, men jeg er ikke rigtig i humør til det i år...

For mig er dagen i dag bare endnu en ligegyldig, kommerciel mærkedag. Men jeg ved også godt, at det for mange andre er det dagen, hvor de fejrer kærligheden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der helt sikkert er nogle stykker derude, som trænger til en årlig påmindelse om at værdsætte den, der elsker dem.

Jeg behøver nu ingen påmindelse for at fortælle kæresten, at jeg elsker ham, for jeg kan slet ikke lade være med at sige det til ham. Hver evig eneste dag - også i dag!

Glædelig Valentins dag til alle elskende.

Private Affair

Det ramte mig lige i maven og tog pusten fra mig et øjeblik. En uventet overraskelse. Meget uventet. En af dem, der ikke giver andet end knuder i maven.

Et navn jeg ikke har set, siden jeg var single. Og en kort besked, der poppede op i preview. "Jeg savner dig. Sig til hvis du vil ses."

Jeg stirrede længe på den. Jeg vidste godt, hvad svaret var. Og er.

Jeg har ikke behov for at se ham, blive mindet om ham, møde ham igen. Ikke fordi, vi ikke holdt af hinanden engang. Men fordi han hører til i min fortid som single. Og der skal han blive. Han skal ikke dukke op ud af ingenting og sige, at han savner mig. Og slet ikke når han ved, at jeg har valgt at tilhøre en anden mand.

Jeg var tæt på at svare ham. Skrive at han aldrig skulle kontakte mig igen. I stedet slettede jeg den uåbnede besked. Jeg ved ikke, om der stod mere. Og jeg har ikke behov for at vide det.

Mere er der ikke at sige i den sag.

Til nogen!

Lost Love Letter

Et ex-kæreste brev - så har man hørt om det også!

Jeg faldt over en artikel i avisen for et stykke tid siden. Jeg kunne lade være med at læse den - mest af alt, fordi jeg syntes overskriften var tåbelig. 

"Her er brevet der bringer ex'en tilbage" 

Tænk at skrive en hel bog om, hvordan man får sin ex tilbage! Hvorfor? Hvem er det lige, der vil have sin ex tilbage? Jeg har i hvert fald aldrig villet! Måske fordi jeg altid har været den, der er gået. Fordi jeg var blevet træt af ham. Fordi jeg ikke var forelsket længere. Fordi han ikke var besværet værd. Og alle de andre gode grunde til, at man får nok.

Jeg undrer mig bare over, at man overhovedet ønsker sin ex tilbage? Det er her filmen knækker for mig. Det virker bare ikke logisk i mit lille hoved. For hvis man først har taget beslutningen om, at nu er det mere end nok - hvorfor så vende tilbage til det, der bare var for meget? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig stået i situationen.

Nu er der måske også forskel på, om man er den, der går, eller den, der bliver forladt - vil jeg tro. Og lige her er det set med den forladtes øjne. Den har gjort uret - og derfor er blevet forladt. Og så handler det om at blive taget tilbage, til nåde, igen - ikke om at tilgive, men at blive tilgivet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man ikke bare risikerer at ende med at krybe for sin (ex-)ex-kæreste? Kan man overhovedet genoprette balancen i et sådant forhold? Eller ender det ikke bare i et mis-forhold, som ingen er tjent med? (Og her taler vi selvfølgelig ikke om forhold, hvor begge parter er enige om og ønsker at leve med, at den ene part dominerer den anden!)

Jeg ved det ikke. Og jeg har sådan set heller ikke behov for at finde ud af det. Men måske er svaret bare så enkelt som: Kærlighen overvinder alt - hvis den ellers er stærk nok!

~oOo~

PS. Når jeg nu tænker over det, så fik jeg engang et ex-kæreste brev fra en mand, jeg havde forladt. Jeg elskede ham ikke mere, og det vidste han. Alligevel ville han have mig tilbage. Det fik han selvfølgelig ikke - jeg var videre over alle bjerge.

Men han prøvede da...

Sleepless

Jeg har vendt og drejet mig. Så mange gange, at jeg føler mig svimmel. Men jeg ligger stadig alene i vores seng.

Jeg savner dine arme omkring mig; din varme, nøgne krop mod min; dit åndedræt, tungt i min øre.

Jeg falder i søvn og drømmer om dig. Indtil dine læber omslutter mine i et krævende kys.

Velkommen hjem, min elskede.

Jeg har savnet dig.

Better Off

Nogle gange får jeg den frygtelige tanke, at han ville være bedre tjent uden mig. At hans liv ville være så meget nemmere uden mig på slæb. At jeg bare er en stopklods for ham. 

Og så slår en endnu værre tanke ned i mig - for hvad nu, hvis han synes det samme? At jeg ikke er andet end spild af tid,. At jeg slet ikke er alt besværet værd?

Jeg gyser ved tanken, og den giver mig kvalme og mavepine. Og tårer i øjnene.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid er lige nem. Jeg ved, at jeg tænker for meget over nogle ting - og for lidt over andre... Og jeg ved, at det driver ham til vanvid.

Men jeg håber, at han aldrig, aldrig får den tanke.