20 april 2013

Ask

Jeg er ikke altid lige god til at gøre, som jeg bliver bedt om. Men jeg øver mig i at blive bedre.

Jeg tror, det er en gammel indgroet vane fra singlelivet. Fra før han kom ind i mit liv. Dengang det altid var mig selv, der bestemte. Alt! Og der var ingen at tage hensyn til. Ingen, som krævede noget af mig. Og hvis der endelig var, så kunne de bare skride, hvis de ikke brød sig om, at jeg gjorde nøjagtig, som jeg selv ville - uanset hvad de mente. Så det gjorde de. Og et eller andet sted var jeg lidt ligeglad, fordi de ikke betød noget særligt for mig.

Men det har ændret sig nu. Jeg er ikke længere ligeglad. For han betyder alt for meget mig. Så meget, at jeg er villig til at gå på kompromis. Ikke med alt, og ikke med mig selv. Men med det, der er nødvendigt - for os.

Det er et valg, jeg har truffet. Et tilvalg, og ikke et fravalg. For jeg har valgt os fremfor mig.

Og jeg vælger at gøre, som han beder mig om. Også selv om det ikke altid er lige nemt...

18 april 2013

Sleep Tight

Gennem søvnens tågebanker mærker jeg hans hånd på mit lår, mit bryst, min krop. 

Han lader den ligge der, hvilende.

Som om han vil sikre sig, at jeg er der. Tilgængelig - selv når han sover.

Jeg falder tilbage i søvnens dybe favntag, mens jeg hviler i hans hånd.

10 april 2013

Incomplete

Det er en mærkelig følelse. Det er som om, der mangler noget. Fordi han ikke er her. Fordi jeg er alene uden ham.

Det er ikke sådan, at min verden går i stå, når vi ikke er sammen. Jeg kan sagtens underholde mig selv. Men det er ikke lige så sjovt eller hyggeligt. Og det er ikke en fælles oplevelse. Kun noget jeg kan fortælle ham om. Og det er altså ikke det samme.

Jeg savner ham. På en knugende, intens måde. Jeg kan ikke forklare det bedre. Og følelsen bliver værre og værre for hver dag, vi er adskilt. Og endnu værre næste gang...

Når han kommer hjem, vil jeg kravle ind i hans favn og indånde hans duft. Svælge i hans nærvær. Og føle hjertet slå let og frit igen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...