Jeg havde egentlig tænkt mig at holde mande-fri et stykke ud i fremtiden, men det må vente. Jeg er nemlig blevet inviteret på date af en gammel flamme - og jeg kunne ikke lade være med at sige ja.Jeg var head over heels, riv-virkeligheden-væk-under-mig forelsket i ham, dengang jeg var en pæn pige. Men det blev aldrig til mere end et par kys, før han af forsvandt ud af mit liv igen. Det var nok mest af alt min egen skyld, at det hele sluttede, før det var begyndt. For selvom jeg var vild med ham, var jeg også alvorligt bange for at brænde mig på ham. Og pludselig var han væk...
Min logiske sans siger mig, at gnisten burde være slukket for længst. Det føles bare ikke sådan! Slet ikke. Og selvom det både skræmmer og fascinerer mig, så er jeg fristet til at slippe kontrollen og lade mig rive med. Bare for at se, hvor han fører mig hen. Også selvom jeg er bange for at brænde mig på ham...
