27 januar 2013

Private Affair

Det ramte mig lige i maven og tog pusten fra mig et øjeblik. En uventet overraskelse. Meget uventet. En af dem, der ikke giver andet end knuder i maven.

Et navn jeg ikke har set, siden jeg var single. Og en kort besked, der poppede op i preview. "Jeg savner dig. Sig til hvis du vil ses."

Jeg stirrede længe på den. Jeg vidste godt, hvad svaret var. Og er.

Jeg har ikke behov for at se ham, blive mindet om ham, møde ham igen. Ikke fordi, vi ikke holdt af hinanden engang. Men fordi han hører til i min fortid som single. Og der skal han blive. Han skal ikke dukke op ud af ingenting og sige, at han savner mig. Og slet ikke når han ved, at jeg har valgt at tilhøre en anden mand.

Jeg var tæt på at svare ham. Skrive at han aldrig skulle kontakte mig igen. I stedet slettede jeg den uåbnede besked. Jeg ved ikke, om der stod mere. Og jeg har ikke behov for at vide det.

Mere er der ikke at sige i den sag.

Til nogen!

25 januar 2013

Lost Love Letter

Et ex-kæreste brev - så har man hørt om det også!

Jeg faldt over en artikel i avisen for et stykke tid siden. Jeg kunne lade være med at læse den - mest af alt, fordi jeg syntes overskriften var tåbelig. 


Tænk at skrive en hel bog om, hvordan man får sin ex tilbage! Hvorfor? Hvem er det lige, der vil have sin ex tilbage? Jeg har i hvert fald aldrig villet! Måske fordi jeg altid har været den, der er gået. Fordi jeg var blevet træt af ham. Fordi jeg ikke var forelsket længere. Fordi han ikke var besværet værd. Og alle de andre gode grunde til, at man får nok.

Jeg undrer mig bare over, at man overhovedet ønsker sin ex tilbage? Det er her filmen knækker for mig. Det virker bare ikke logisk i mit lille hoved. For hvis man først har taget beslutningen om, at nu er det mere end nok - hvorfor så vende tilbage til det, der bare var for meget? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig stået i situationen.

Nu er der måske også forskel på, om man er den, der går, eller den, der bliver forladt - vil jeg tro. Og lige her er det set med den forladtes øjne. Den har gjort uret - og derfor er blevet forladt. Og så handler det om at blive taget tilbage, til nåde, igen - ikke om at tilgive, men at blive tilgivet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man ikke bare risikerer at ende med at krybe for sin (ex-)ex-kæreste? Kan man overhovedet genoprette balancen i et sådant forhold? Eller ender det ikke bare i et mis-forhold, som ingen er tjent med? (Og her taler vi selvfølgelig ikke om forhold, hvor begge parter er enige om og ønsker at leve med, at den ene part dominerer den anden!)

Jeg ved det ikke. Og jeg har sådan set heller ikke behov for at finde ud af det. Men måske er svaret bare så enkelt som: Kærlighen overvinder alt - hvis den ellers er stærk nok!


~oOo~


PS. Når jeg nu tænker over det, så fik jeg engang et ex-kæreste brev fra en mand, jeg havde forladt. Jeg elskede ham ikke mere, og det vidste han. Alligevel ville han have mig tilbage. Det fik han selvfølgelig ikke - jeg var videre over alle bjerge.

Men han prøvede da...

23 januar 2013

Sleepless

Jeg har vendt og drejet mig. Så mange gange, at jeg føler mig svimmel. Men jeg ligger stadig alene i vores seng.

Jeg savner dine arme omkring mig; din varme, nøgne krop mod min; dit åndedræt, tungt i min øre.

Jeg falder i søvn og drømmer om dig. Indtil dine læber omslutter mine i et krævende kys.

Velkommen hjem, min elskede.

Jeg har savnet dig.



14 januar 2013

Better Off

Nogle gange får jeg den frygtelige tanke, at han ville være bedre tjent uden mig. At hans liv ville være så meget nemmere uden mig på slæb. At jeg bare er en stopklods for ham. 

Og så slår en endnu værre tanke ned i mig - for hvad nu, hvis han synes det samme? At jeg ikke er andet end spild af tid,. At jeg slet ikke er alt besværet værd?

Jeg gyser ved tanken, og den giver mig kvalme og mavepine. Og tårer i øjnene.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid er lige nem. Jeg ved, at jeg tænker for meget over nogle ting - og for lidt over andre... Og jeg ved, at det driver ham til vanvid.

Men jeg håber, at han aldrig, aldrig får den tanke. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...