10 december 2009

Head over Heels

Der kan springe så mange gnister af en gammel flamme, at der kan tændes en ny ild. Og jeg er head over heels - igen!

Det er på én gang både fantastisk og fantastisk skræmmende, at man kan falde så hårdt, så hurtigt for nogen, man ikke længere kender. Men ikke desto mindre, så er jeg helt solgt. Han har virkelig revet virkeligheden væk under mig - og jeg lader ham rive mig med. Jeg har intet at miste, som jeg ikke allerede har tabt, hvis jeg ikke tør tage chancen.

Det er alt eller intet! Og der er ingen præmie til nr. 2...

11 november 2009

Infatuated

Jeg havde egentlig tænkt mig at holde mande-fri et stykke ud i fremtiden, men det må vente. Jeg er nemlig blevet inviteret på date af en gammel flamme - og jeg kunne ikke lade være med at sige ja.

Jeg var head over heels, riv-virkeligheden-væk-under-mig forelsket i ham, dengang jeg var en pæn pige. Men det blev aldrig til mere end et par kys, før han af forsvandt ud af mit liv igen. Det var nok mest af alt min egen skyld, at det hele sluttede, før det var begyndt. For selvom jeg var vild med ham, var jeg også alvorligt bange for at brænde mig på ham. Og pludselig var han væk...

Min logiske sans siger mig, at gnisten burde være slukket for længst. Det føles bare ikke sådan! Slet ikke. Og selvom det både skræmmer og fascinerer mig, så er jeg fristet til at slippe kontrollen og lade mig rive med. Bare for at se, hvor han fører mig hen. Også selvom jeg er bange for at brænde mig på ham...

22 oktober 2009

Dateable

Efteråret er tydeligvis højsæson for desperate singler, der ikke kan udholde tanken om at gå vinteren i møde på egen hånd. I hvert fald hvis jeg skal tro al den single-spam i min indbakke, som tilbyder mig date efter date efter date...

Personligt taber jeg pusten ved tanken om serie-dating. Jeg har faktisk ikke lyst til at date bare for at date. Jeg vil date, fordi jeg har lyst! Og allerhelst vil jeg date en mand, fordi jeg ikke kan lade være. Men det kræver nok et par dates før man finder ham, Mr. Dateable.

Måske skulle man alligevel svare på sin spam mail bare for at se, om det overhovedet kan lade sig gøre at vinde single lotteriet. Så er jeg da underholdt så længe...

12 september 2009

F Words

Jeg flirter lidt med en fyr, som jeg normalt ikke ville kaste mere end et enkelt blik på. Der er sådan set ikke noget i vejen med ham - bortset fra at han falder ind under F-kategorien: Far, Fyrre & Fraskilt. Og jeg ved faktisk ikke, hvilken af delene, der skræmmer mig mest...

På trods diverse F-faktorer har han fået chancen for at overbevise mig om, at min F-fobi er grundløs. Og han kommer helt sikkert på arbejde!

Et eller andet sted håber jeg alligevel, at det lykkes for ham. Mest fordi jeg så kunne udvide mine jagtmarker betydeligt - hvis det skulle blive nødvendigt...

Man må jo tænke Fremad!

28 juni 2009

Happy Birthday METS

Man kan lære meget af at lytte til sig selv. Især hvis man rent faktisk også gør noget ved det, man hører!

Jeg havde ignoreret min onde tvillingesøster i lang tid, før jeg slap hende løs, for jeg havde på fornemmelsen, at METS var ude på ballade - og jeg havde ret! Hun flirter, danser på bordene, drikker sig fuld og gør i det hele taget en masse ting, pæne piger ikke gør!

I dag fylder MyEvilTwinSister aka METS officielt 3 år - og hun er kommet for at blive. Jeg er nemlig holdt op med at bekymre mig om, hvad pæne piger gør eller ikke gør - for jeg er ikke længere en af dem!

Tillykke METS - og tak.

13 april 2009

Do Not Disturb

Jeg har vist været mere end gennemsnitligt slem denne gang. Hvis det altså er slemt at liste hen ad hotelgangen, mens man håber på, at det ikke bliver nødvendigt at forklare, hvorfor man stadig er iført gårsdagens festkjole?

Nu kan der jo selvfølgelig være en ganske god og fornuftig forklaring på, hvorfor man lister rundt i sin balkjole klokken 7 om morgenen. Men jeg ved godt, hvad jeg selv havde tænkt - og det havde nok ikke været langt fra sandheden.

For sandheden er, at jeg tilbragte hele natten i armene på en fantastisk mand. En mand, som jeg kategorisk har afvist i 4 år. Og ikke bare én gang, men flere gange. Hvert eneste år! Han er både sexet og lækker og lige min type, hvis det ikke var for en temmelig graverende fejl: Han er gift!

Jeg har sandsynligvis lige har udstillet mig selv, som en skrupelløs single, der lokker gifte mænd i fordærv. Det er jeg måske også, når jeg nu lader mig forføre. Men jeg vil ikke undskylde min opførsel - det kan jeg ikke! For selvom jeg ikke er specielt stolt af mig selv, så vidste jeg udemærket godt, hvad jeg gjorde - og jeg nød hvert sekund!

Måske skal de moralske tømmermænd heller ikke tilfalde mig - det er trods alt ham, der er gift med en anden. Men jeg ved, at det bliver svært ikke at kræve ham, når vi ses igen. Helt uundgåeligt vil vi mødes på et hotel et tilfældigt sted i Danmark. Og for en enkelt nat vil jeg igen være hans, helt og ubetinget.

Men det er også alt, jeg vil være. For uanset hvor slem, jeg end er, vil jeg ikke være en gift mands elskerinde - heller ikke hans.

14 februar 2009

No Saint

Jeg har ikke brug for en bestemt dag, for at fortælle andre, at jeg elsker dem. Og da slet ikke en dag, der er hypet af den amerikanske, kommercielle vridemaskine for at sælge lidt mere chokolade, lidt frækkere lingeri og lidt større buketter af røde roser. Det kan jeg gøre på hvilken som helst dag - uanset, hvad den så bliver kaldt.

Tro nu ikke, at jeg er en bitter single, der bruger dagen i dag på at sidde hjemme og kaste forbandelser over de mænd, der ikke har inviteret mig på date i dag. Jeg er bare single...

Når det nu sagt, så er jeg ikke mere hellig, end at jeg skal ud at spise med indtil flere singlemænd i aften. Ikke fordi jeg forventer at møde den store kærlighed, bare fordi dagen er opkaldt efter en helgen, men jeg ser ingen grund til at sidde hjemme bare fordi det er den 14. februar. Han var jo ikke singlernes martyr, ham Valentin...

God lørdag og Happy Valentines Day - alligevel.

08 februar 2009

Procrastination

Jeg burde pakke min kuffert, tømme opvaskemaskinen og sætte vasketøjet over. Måske vaske mine vinduer, nu hvor solen skinner, og jeg kan se, hvor beskidte de faktisk er.

I dag har jeg masser af tid... Jeg har bare slet ikke lyst til at lave noget fornuftigt! Det er som om søndagssløvheden breder sig i hele min krop og får mig til at blive siddende på sofaen med min laptop på skødet. Men det tæller jo også i regnskabet at opdatere sin blog, ikke? Og i morgen er der atter en dag, så jeg når nok det hele alligevel - på et eller andet tidpunkt...

Hvem sagde "overspringshandling"?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...