24 august 2008

Run for your... Dinner?

Normalt ville jeg ikke engang løbe efter bussen, så at løbe efter maden forekommer mig fuldstændigt absurd. Men der skal jo eftersigende være en første gang for alting...

Så hvad gør man, når der ikke er flere interessante single mænd tilbage i omgangskredsen, når man ikke vil date sin kollega, og netdating bare føles som en uendelig lang ørkenvandring i kviksand?

Man prøver noget nyt!


Running Dinner har lige fejret sin 5 års fødselsdag, og i løbet af de fem år har tusindvis af singler været på "middagsparløb”. For nogle har det været den sidste aften som single, for andre har det været en sjov tur i byen. Uanset hvilken kategori man ender med at tilhøre, har man haft mulighed for at møde nye og spændende mennesker, som man måske ellers aldrig havde mødt.
 
Deltagerne i Running Dinner bliver sammensat i par, som i løbet af aftenen spiser en 3 retters middag sammen med i alt 9 andre par. Tricket er, at man skifter hele selskabet - undtagen sin egen date - ud mellem retterne! Aftenen afsluttes med en fest for alle deltagerne - så hvis man ikke lige fik scoret ham den lækre under forretten, så har man en chance til.

På trods af - eller måske lige så meget på grund af - kombinationen af charmerende mandligt selskab og tre flasker rødvin endte jeg med at høre til dem, der havde en rigtig sjov aften i byen. Jeg har en lille mistanke om, at min date gerne ville have haft mig over i den anden kategori, men den slags skal man jo alligevel være enige om...

Alt i alt har jeg genovervejet min opfattelse af fysisk aktivitet - det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet efter maden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...