Det er en af de der forbandede dage, hvor kæresten og jeg overhovedet ikke kan kommunikere. Uanset hvad eller hvor meget vi siger, så taler vi fuldstændigt forbi hinanden. Jeg ender med at føle mig som noget, katten ikke engang ville nedværdige sig til at slæbe med ind. Og så får tårerne frit løb. Igen.
Jeg føler mig nøgen og sårbar. Blottet. Forsvarsløs. Jeg har lukket ham så langt ind i mit hjerte og min sjæl, at jeg ikke længere kan rumme mine egne følelser. De flyder over. Udenfor min kontrol.
Pludselig føler jeg mig uendelig skrøbelig. Skrøbelig, fordi jeg elsker ham.
Jeg føler mig nøgen og sårbar. Blottet. Forsvarsløs. Jeg har lukket ham så langt ind i mit hjerte og min sjæl, at jeg ikke længere kan rumme mine egne følelser. De flyder over. Udenfor min kontrol.Pludselig føler jeg mig uendelig skrøbelig. Skrøbelig, fordi jeg elsker ham.
Giver lige en krammer, ærbart men lige til kanten ;o). Kærlighed er sårbarhed. Forhåbentlig selvvalgt og begge veje.
SvarSletOg der er en grund til, at den gamle besværgelse omtaler : I lyst og nød.
Det er smukt og romantisk at danse på roser, men er man barfodet for at skåne blomsten, får tornene også frit spil.
OK, lidt langt ude, men jeg er også sulten :p
Chili
Tak for knuset og de smukke ord, Chilli.
SvarSletJeg bliver helt rørt...