Partially Paranoid?

I følge mit seneste mandlige bekendtskab har jeg et "issue", når det kommer til at lære nye mennesker at kende over Internettet. Der skal nemlig lidt mere end et "Hej søde" til, før jeg udleverer mit telefonnummer til mennesker, jeg anser for at være vildt fremmede! Helt uacceptabel opførsel, fik jeg at vide. Men der vil jeg altså have lov til at trække grænsen...

Desværre har jeg flere gange oplevet, at det bliver taget som en personlig afvisning, at jeg ikke prompte udleverer mig selv. Hvilket det ikke er! Men når det ikke er en afvisning, hvad er det så? Grundlæggende vel et spørgsmål om tillid. Ikke at jeg er mistroisk per automatik, men lidt skeptisk har man vel lov til at være? For reelt set har man jo ikke en chance for at vide hvem, der sidder på den anden side af skærmen.


Okay, jeg er muligvis lidt krævende - og jeg har måske også en lille bitte smule medieparanoia... Men det er jo ikke fordi, jeg aldrig udleverer mit nummer til nogen. Jeg har bare brug for mere end et "Hej søde", før jeg gør det. Men så er det også fordi jeg er interesseret, og fordi jeg har vurderet, at jeg kan stole på vedkommende. At jeg så ind imellem har taget grueligt fejl er en helt anden sag...

Egentlig har jeg heller ikke lyst til at bruge tid på en mand, som mener, at mine grænser er uacceptable - uanset hvilke grænser, der er tale om. Der er nemlig også grænser for, hvad jeg finder mig i!