All In

Jeg har ikke længere nogen grund til at klage over mit sex-liv - for nu kan jeg faktisk sige, at jeg har et!

Men det er hårdt at lægge single-livet bag sig. Fra det ene øjeblik til det andet er der en masse ting, der ændrer sig, og det tager altså lige lidt tid at aklimatisere, når man ellers er vant til at være sig selv nok. Og jeg har virkelig været mig selv nok!

Jeg er sikker på, at min mor mere end én gang seriøst har overvejet, om jeg var lesbisk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun ville acceptere det, hvis det havde været tilfældet. Men jeg er nu engang - og har altid været - til mænd. Jeg har bare aldrig haft behov for at slæbe mine herrebekendtskaber med hjem for at møde familien. Måske er sandheden nærmere, at jeg udemærket godt har vist, at det ikke skulle være mig og "hr. hvemsomhelst" ret langt ud i fremtiden, og derfor har jeg bevist undgået at lukke ham ind i mit liv.

Jeg ville gerne kunne sige, at mine "commitment issues" i forhold til mænd er et overstået kapitel, men det er nok kun 98% sandt. De sidste 2% kæmper jeg stadig med, og når jeg finder ud af, hvor de sidder henne, så ryger de også! For denne gang har jeg ikke lyst til at lukke manden i mit liv ude af mit liv.