Think!

Så lykkedes det mig igen at være en dårlig kæreste...

Mine single-vaner med ikke at skulle tage hensyn til andre end mig selv hænger åbenbart stadig ved. Jeg tager ting for givet, fordi det er sådan det plejer at være - for mig! Jeg lader det blive ved tanken i stedet for at sige det højt - for jeg ved jo udemærket godt, hvad jeg vil have. Og ja, jeg har glemt at ringe hjem og sige, at jeg er i live efter en vild aften i byen - selv om jeg ville forvente, at min kæreste gjorde det!

Jeg har ikke nogen bedre forklaring, end at jeg ind imellem bliver ramt af midlertidig tankeløshed - bogstaveligt talt. Mit hoved bliver tomt for tanker, og det falder mig slet ikke ind, at der er nogen, der er bekymret for mig. Og så fortsætter jeg i den gamle gænge. Men det nytter jo ikke, når man pludselig er to, der skal have tingene til at gå op i en højere enhed.

Det værste af det hele er faktisk, at min kæreste ikke engang bliver rigtig sur, når jeg taber hovedet på den måde. Næh, han bliver bare skuffet - men det føles til gengæld også tusind gange værre!

Øv!