Cry Baby

Kan man være lykkelig, når man tuder over opvasken?

Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål - især hvis opvasken ikke er uoverkommelig stor. Og når det nu ikke er de beskidte tallerkener, man står og tuder over, så må der jo være noget andet galt...

Men selv hvis jeg trækker den kronisk dårlige samvittighed fra og dividerer med det manglende overskud af energi, så ender jeg stadig op med at være noget så frygteligt trist over alt og ingenting - og det ligner mig bare ikke. Slet ikke!

Jeg har mest af alt lyst til at gå i hi, indtil jeg har tudet færdig, men det går jo ikke melde sig ud af samfundet, når man har et liv at passe ved siden af. Men hold da op, hvor kunne jeg godt bruge en pauseknap lige nu. Bare lige indtil jeg kan kende mig selv igen.

For faktisk er jeg hverken ulykkelig eller utilfreds med mit liv. Jeg kan bare slet ikke overskue at være PMS mere - det er sgu lige til at tude over!