20 september 2008

Lost & Found

Jeg er blevet fundet på facebook - og jeg var ikke engang klar over, at jeg var blevet væk...

Efterhånden har jeg gennem facebook fået kontakt med en hel del mennesker. Nogle af dem ser jeg tit; andre har jeg ikke set i årevis. Men fælles for dem alle er, at de betyder noget for mig. Barndomsveninden, der pludselig måtte flytte til den anden ende af landet. Den irriterende klassekammerat fra gymnasiet, som faktisk viste sig at være ganske fornuftig alligevel. Vennen, der droppede al kontakt til alle han kendte, fordi hans nye kæreste ikke brød sig om hans omgangskreds. Min familie. Mine veninder, naboer og kolleger. Listen er lang - og den er lige blevet endnu længere...

Min venneliste er nemlig blevet udvidet med en helt ny kategori: Ex-kæresterne! Hvilket jeg personligt godt kan undre mig lidt over. Hvorfor kontakte en ex-kæreste, man - af gode grunde vel at mærke - ikke har set i 5-10-15 år? Det finder jeg måske ud af nu, hvor jeg har tilføjet de første i rækken. Og skulle dukke flere op, som spørger pænt, så tilføjer jeg også dem, fordi de på et eller andet tidspunkt har betydet noget for mig. Men jeg har ikke tænkt mig at lede efter dem!

Jeg ved godt, at man ikke skal tage alle sine facebook-venner lige seriøst. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man vil reagere, hvis man bliver fundet af nogen, man helst ikke vil findes af? Jeg ved det heldigvis ikke, og jeg tror heller ikke, at jeg finder ud af det. For umiddelbart kan jeg ikke komme på nogen, jeg ikke vil findes af. Det kan være, at jeg tager fejl, men det må tiden jo vise...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...